Nyt projekt skal fremme sundheden |
|
JAC sætter nu fokus på sundheden hos vores udviklingshæmmede medarbejdere i et nyt projekt 'Bevægelse om dagen giver mindre kilo på bagen'. Via forskellige indsatser, specielt målrettet målgruppen, skal projektet være med til at forebygge livsstilssygdomme og nedslidning hos udviklingshæmmede. Usund kost, stillesiddende arbejde og manglende motion er årsag til, at flere og flere mennesker udvikler livsstilssygdomme, og det gælder også mennesker med udviklingshæmning. Og offentlige kampagner om kost og motions betydning for livsstilssygdomme påvirker sjældent denne gruppe, da informationsniveauet er for højt. Mundtlig og visuel formidlingI projektet 'Bevægelse om dagen giver mindre kilo på bagen' skal der formidles om sammenhængen mellem kost, motion og livsstilssygdomme på målgruppens eget niveau. Det vil ske via kommunikationsformer som fx film, billeder og personlig dialog. Målet er at give målgruppen en bedre forståelse af sammenhængen mellem kost, motion og arbejdsrutiner og livsstilssygdomme. Projektet skal munde ud i en række konkrete sundhedsfremmende tiltag i hverdagen, som fx sundere mad på arbejdspladsen, bedre arbejdsrutiner og mere bevægelse. I den indledende fase skal der holdes workshops for målgruppen for at finde ud af, hvordan man bedst kan motivere og påvirke dem. Der skal udpeges rollemodeller blandt medarbejderne på arbejdspladsen, som skal undervise andre fra målgruppen i sammenhængen mellem kost, motion og livsstilssygdomme. Og som et led i projektet vil der være små konkurrencer, temadage og udflugter, der skal oplyse om og motivere deltagerne til en sundere adfærd. Deltagerne skal også have målt deres blodtryk, blodsukker, kolesterol og fedtprocent både før og efter indsatsen, som vil blive fulgt op af en personlig samtale med en coach omkring deres sundhedsadfærd. Projektet skal forankres i vores sikkerhedsorganisation på JAC, hvor der både sidder brugere, medarbejdere og personale. Midler fra ForebyggelsesfondenLEV står bag projektet, der udover JAC skal realiseres i samarbejde med JAC Sydvest og Center for Job og Oplevelse. Projektet har fået 1,4 mio. fra Forebyggelsesfonden. Projektet er et tilbud til ca. 510 udviklingshæmmede medarbejdere og løber fra januar 2010 til januar 2011, hvor det afsluttes med en evaluering. Deltagelse i projektet er frivilligt for medarbejderne. Mere informationFor mere information kan du kontakte projektudvikler Palle Gammelgaard på tlf.: 30 32 22 55.
|


